VEO

Den danske startup-virksomhed VEO gør det muligt for alle amatørfodboldhold at kunne analysere deres kampe – ligesom de professionelle gør.

VEO har udviklet et AI system (artificial intelligence), der automatisk optager hele kampen og efterfølgende giver trænere og spillere muligheden for at gense den i god kvalitet. Kameraet skal blot opsættes midtfor på banen, og herfra klarer den resten.

Nu tænker du måske: “Kan man ikke bare selv stå med et kamera og få samme resultat?” Men her er svaret nej.

 

 

Christian Jønsson, der er salgs- og marketingchef for VEO, udtaler:

“Vi automatiserer processen i at optage en fodboldkamp. Billedet er panoramisk, hvilket betyder, at 100% af banen bliver optaget hele tiden. Normalt når kampe bliver optaget på amatørniveau, så sidder der fysisk en person med et kamera og peger mod bolden. Dette betyder, at kameraet ikke peger på, hvad det angribende holds målmand laver eksempelvis, mens bolden er i den modsatte ende. På samme måde med andre spillere, der er ude af billedrammen.”

Netop denne problemstilling fandt VEO interessant, da dette nemlig begrænser mange træneres muligheder for at forklare deres spillere på en konkret og visuel måde, hvor de skal stå på banen, og hvordan de skal agere i bestemte situationer:

“Nu kan trænere finde bestemte tidspunkter i kampen og vise den enkelte spiller, hvad han eller hun kunne have gjort anderledes, selvom bolden ikke er i nærheden,” forklarer Christian Jønsson. Med den traditionelle fremgangsmåde, hvor en person står og filmer manuelt, vil denne spiller muligvis slet ikke være i billedet.

Spillerne vil desuden have mulighed for at se kampen, hvor kameraet udelukkende følger dem selv i stedet for bolden, så de kan få et indtryk af deres egen præstation på banen hele kampen igennem.

Du kan se en kort video om VEO herunder, hvor du også kan få en god fornemmelse af billedkvaliteten, samt hvordan systemet automatisk opsnapper, hvor bolden befinder sig på banen:

 

Statistik på kampen

Det er ikke blot en panoramisk video af kampen, som trænerne får ud af VEO. Systemet kan nemlig efterfølgende give statistik på blandt andet: hvor langt spillerne har løbet, og hvordan boldbesiddelsen har været.

Da vi spurgte ind til fremtidige statistiske features for VEO lød svaret: “Vi vil gerne kunne give data omkring lange og korte afleveringer, zoner og så videre. Det kommer selvfølgelig an på, hvad der teknisk er muligt. Men lige nu er der ikke noget, der indikerer, at det ikke er muligt i fremtiden.”

 

Hvem anvender VEO på nuværende tidspunkt?

På nuværende tidspunkt er VEO’s målsætning at ramme bredt, så flere hold får muligheden for at få optaget deres kampe til analyse.

De store hold har økonomien til at få filmet hele banen i ekstrem høj kvalitet, da de har store stadions og gode faciliteter, som mange mindre klubber ikke har.

Derfor er brugerne af VEO i Danmark blandt andet ungdomsholdene fra FC Nordsjælland, KB, Lyngby og mange andre.

Du kan se en række eksempler på, hvem der anvender VEO, samt hvordan en hel kampoptagelse med VEO ser ud i action her.

SVAR PÅ DETTE

Skriv kommentar her..
Indtast dit navn her